Beredskabsøvelse - 2004
 

Se alle billederne her

Lagt på nettet den 27. maj 2004 kl. 11:30

Katastrofeknappen får et tryk en gang om året
 
 

Havnekontorets årvågne mandskab trykker én gang om året på katastrofeknappen. De fleste alarmer løber ud i ingenting, og heldigvis er det 16 år siden, den seneste flyulykke ramte Aarhus Lufthavn, men derfor kan man jo godt prøve beredskabet efter.
 Tre besætningsmedlemmer og 18 figuranter samt fire personer i en bil var indblandet i den fiktive storulykke i Aarhus Lufthavn, hvor British Airways havde stillet et Jetstream 31 fly til rådighed. 150 mennesker var involveret i øvelsen i går. Foto: Flemming Højer
 
 

Af Morten Ravn

Lige netop en storstilet øvelse var, hvad 150 personer kastede sig ud i, da katastrofen indtraf i lufthavnen i Tirstrup kl. 10.55. At der er brug for den slags øvelser, kan lederen af lufthavnens Havnekontor, Thomas M. Sigvardt, skrive under på.

Han har været chef for havnekontoret siden 1998, og hans løselige statistik siger, at personalet på havnekontoret én gang om året trykker på katastrofe-knappen, der sætter det store alarm-apparat i gang i en stor klump af Østjylland fra Grenå over Randers til Århus.

- Det er i større eller mindre omfang og på forskellige niveauer, vi sætter alarmen i gang. Det kan være, vi gør det tre gange et år, men i gennemsnit én gang om året den tid, jeg har været med. Det er typisk meldinger, vi får fra et fly om problemer med motoren. Men det går jo som regel godt, og vi har ikke været ude for ulykker siden 1998, siger Thomas M. Sigvardt.

Den gang i 1998 mistede en avisflyver orienteringen, ramte en højspændingsmast og styrtede ned. Piloten blev dræbt.

To figuranter dræbt
To figuranter mistede også livet i går. Figuranterne, der spillede ofre under det meget belevne katastrofe-skuespil, mistede livet, var den første melding halvanden time efter øvelsens start. Men vi skulle hilse at sige, de er klar til dagens dont på Produktionsskolen i Grenaa igen i dag.

Opsætningen lød på, at en Jetstream 31 med 18 passagerer og tre besætningsmedlemmer havde problemer. Under nødlandingen kolliderede flyet med en personbil på den nordlige landingsbanen, der tæller en del af Aarhus Lufthavns ikke færre end 800 hektar store jordbesiddelse.

Flyet brød i brand, og katastrofe-knappen i Havnekontoret fik et tryk. Lufthavnens eget brandpersonel og redningsmandskab kørte til ulykkesstedet. Midtdjurs Brandvæsen og folk fra Reko var de første udefra kommende på katastrofeområdet.

Hurtigt efter alarmen var motortrafikvejen fra Århus til Tirstrup fyldt med blå blink og horn fra Århus Politi, der hurtigt afspærrede lufthavnen. Ventende passagerer fik en oplevlse fra restauranten, og senere tog politimestrene fra såvel Grenaa og Århus velvilligt mod de store, og heldigvis sædvanligt nysgerrige presseopbud.

Tilfredsstillende øvelse
Lederen af øvelsen, politikommissær Hans Jørgen Blicher Lauritzen, Århus, betegnede efter det første par timers øvelse under højlydt larm fra Søværnets redningshelikopter, at indsatsen havde været tilfredsstillende.

- Der er blevet gjort et godt stykke arbejde. Samarbejdet mellem de mange forskellige mandskaber og luftfartsmyndighederne fungerede umiddelbart fint. Men nu må vi se, hvad den endelige evaluering siger. Det vil tage en måned, før den er klar, sagde politikommissæren.

Han kunne ikke komme på, hvor lang tid siden, det er, at alle involverede i en katastrofealarm sidst holdt øvelse sammen.

- Vi har også ændret en del rutiner løbende, og det er dem, vi nu får gået efter i sømmene. Så det kan vist ikke være bedre, sagde Hans Jørgen Blicher Lauritzen.